Hopp til innhold

Side:Renæssansemennesker.djvu/169

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Ludvig XII var jo misnøid med sin bundsforvant Firenze, han ansaa republikken bent ut som forræder, mens de forbundne paa sin side betragtet den som hans eneste trofaste tilhænger og ven. Og Medici vokser truende, vider sig ut. — Paven sender bud og beder Firenze gaa i alliance med ham; keiserens agent beder dem hellere betale litt til Maximilian, saa paatar han sig nok at beskytte dem. Her stod Firenze foran et uomgjængelig valg; det kunde allikevel ikke bestemme sig: Maximilian var jo langt borte, paven og spanierne var nær... Saa spør de allierte ikke mer denne republik, som bare stod og byttet skuldre under kappen; ved avtale i Mantua blir de uten videre enige om at hjælpe Medici til magten i Firenze, uten at Firenze’s gesandt, som var i Mantua, saameget som faar nys om affæren: Medici skulde straks betale 10 000 dukater, og gav løfte om mere siden. Cardona rykker sydover med sine tropper.

Soderini mister ganske jorden under sig. Som antydet, hadde man jo længe motarbeidet ham i Firenze; og det var ikke bare folk som vilde republikken tillivs. Magternes repræsentanter tutet ham endvidere motstridende ting i ørene: Spaniens mand sa saaledes at hans konge vilde øke pavens magt i Italien; pavens sa at paven egentlig hadet Spanien og ved første givne anledning vilde helde dets tropper ut med samt Medici.

Machiavelli bare bygget sit haab paa militsen, som han uten stans arbeidet med. Han var som før stadig paa farten, helt nord i Romagna, hvorfra han skaffet hester; indgjød de mistrøstige mod; holdt ses-