vexlede med tørre Lyngmarker og golde Sletter, hvor Fjeldgrunden af hvid, forvirret Feldspat overalt laae blottet. Hist og her stode vantrevne Løvtræer, som Birk og Asp, ved Stien og paa Duer i Myren. Men Skoven var kun afbrudt. Vi saae i nogen Afstand foran os dens mørke Brem, hvorover enkelte fjerne Fjeldlinier hævede sig.
Den dalende Sols Glands laae gylden over Fjeldet, da vi atter fik Skoven fat. Granetoppene tindrede i det stærkeste Lys; men Skovtykningen stod ganske i Skygge. Grunden var her i Begyndelsen jevn, og Træerne havde en betydelig Størrelse. Stien førte os ind i de dunkle, kjølige Skovhaller, hvor Duggen stod som en sin Taage over den mosede Bund, og hvor Stilheden var saa dyb, at der ei engang hørtes den svageste Susen. Alligevel var der herinde Livsbevægelse nok. En uendelig Myller af hvide Phalæner, tæt som et Snefog, omsværmede i visse Strøg de mørke Graner, og sænkede sig undertiden faa lavt, at vore Heste bleve urolige derved. Denne lydløse Flagren af de utallige hvide Skarer var som et magisk Spil i Skovmørket. I et Øieblik var Sværmen ligesom bortmanet, og atter igjen kom den tilsyne, som før gjøglende mellem Træerne i den tætteste Vrimmel.
Efterhaanden som Grunden steg, blev Skoven, vildere og mere sammengroet, og den dybe Skumring mellem Stammerne forøgede nu Veiens Besværlighed.
