Gjennem en Række af steile Kleve naaede vi endelig til Buvadssætren, og idet vi nænnede os Indhegningen, saae vi vore Kløvheste, fra en anden Side føres ind paa Vangen.
Her var atter en Rydning midt i Skoven, men Naturbilledet viste sig dog ganske anderledes end paa Nysætren, hvor Vangen var i Skjul og Skygge. Her derimod laae Sætervolden frit paa en Høide, hvorfra man trindt om i stor Udstrækning overskuede Skovmarkerne. Fjeldgrundens Bygning i flere Miles Omvidde, Aasernes Ryglinier, og Daldybenes mørke Furer laae her udbredte for Betragtningen; men Alt skovbevoxet, Alt ganske dækket af de alvorlige Naaletræers uafbrudte Samling; thi skjønt Volden havde en fri Beliggenhed, var Standpunktet dog ei høiere, end at Skoven steg op til alle Sider og begrændsede Udsigten. Hvor vare nu Elveleierne, Ørkenerne og Grønningerne, som jeg nylig havde besøgt? Jeg saae hen i denne Retning, men det var Alt indelukket og bortgjemt i Granernes talløse Stimmel. Ja, her maatte jeg tænke paa det Landvide, hvorom en dansk Oldforsker taler, den tause Vidars Hjem, Skovriget paa den jernhaarde Grund med den uforgjengelige Spirekraft. Og hvor alvorlig skjøn var Aftenstunden her! Den heldende Dags Ildskjer faldt hen over Aaserne, en enkelt fjern Tone bævede gjennem Luften; men videst herskede Skyggerne og Stilheden.
