ligger Holtegaarden, og Sætren, som hører dertil, er ogsaa i Nærheden. Den Uro og Forstyrrelse, som der tildrog sig, er vidt bekjendt, bekræftet ved Thingsvidner og ført tilbogs. Lieutenanten ved nok derom ligesaa god Besked, som jeg“. Deri havde Ole Ask Ret, og hans Fortælling blev i alle Dele stadfæstet af Lieutenanten, som hos Sorenskriveren havde læst Sagens Akter. „Holtesætren ligger paa en høi Vold, og Vangen er vidt om bar og aaben til alle Sider. Ud paa Høsten da Buskaben var kommet hjem, blev der Folk tilbage for at fuldføre et Fjøs, der var paabegyndt den Sommer. Disse Tømrere holdt om Natten til i Sæterstuen; men nu begyndte der et saadant Styr med Stenkastning mod Hytten, at Ingen kunde have Ro der. Nogle Stene tørnede mod Væggen, andre kom ind af Vinduet og ned igjennem Piben. Der sattes da Vagt ud paa alle Kanter; men intet Levende blev opdaget; alligevel kom Stenene ligesaa hyppigt som før, og nu trak der flere Folk til fra Bygden. Omsider kom der et saa stort Klippestykke ind ad Vinduet, at alle blev forfærdede og besluttede ganske at rømme Sætren. De førte med Besværlighed Stenen med sig, og da den blev veiet i Holtegaarden havde den en Tyngde af 11 £℔“.
„Aarsagen til al den Larm og Fortræd“, vedblev Ole Ask, „er ikke vanskelig at sinde: Huldren vil have Brug af Sætren, naar Tiden at ligge tilfjelds med Buska-
