Rambjergets mægtige Hjørne danner den Bøining af Stranden, hvor Sperilen gaaer ind i Nordvest og optager Bægna- og Urula-Elven. Vi holdt os temmelig nær under Fjeldmuren, der nu fik Gjenskin af en Luft, hvori et svagt Maanelys blandede sig med Sommerdagens sidste Afglands. Det var en smuk Aften; den kjølige Vind, der nylig strøg over Søen, stilnede hen, og det rolige Vandspeil laae nu for os i en større Vidde. Besøget hos Christopher havde oplivet os alle, derfor kom der ogsaa snart Bevægelse i Samtalen.
Ole Ask pegede paa en dyb Kløft oppe i Fjeldet og sagde: „Der var det de to Hougkarle drog op tog gik ind i Bjerget“. „Jeg kalder dem Hougkarle“, tilføiede han, „skjønt Nogle mene det var Nisser; men det er vanskeligt at finde ret Navn paa saadant Folk, som holder til i det Skjulte og sjelden kommer for Dagen. Disse Karle gik afsted, hvor ingen Ged kan finde Fodefæste, de havde røde Huer, og bare Randsler paa Ryggen“.
„Er det længe siden“, spurgte jeg. „Nei“, svarede Ole, „det er nok bare to Aar siden. Det skede ved høi lys Dag, og blev paa eengang seet af fire Tømmerflødere og en hel Skoleungdom, som drog her forbi; men der er saa meget Skrømt og underligt Væsen paa disse Kanter, at man faaer troe paa Adskilligt, som ellers kunde drages i Tvivl. Herinde i Bugten
