ben for Bygdens Folk er forleden; og allermindst taaler hun saadant Stel paa Vangen, som Bjelkehugst og Husetømring fører med sig“.
„Ellers har du jo erfaret“, sagde Lieutenanten „at Huldren kan være mildere mod Den, der selv er rolig“. „Ja, det er lidet værdt at tale om“, svarede Ole Ask, „men jeg kom rigtignok engang til urette Tid paa Huldrens Enemerker. Det var paa vor egen Sæter, hvor jeg skulde hente noget Redskab, som var efterladt der. Just som jeg laae vaagen om Natten og syntes at Maanen skinnede klarere end sædvanligt, stod Huldren med Et for min Seng, men var ligesaa hurtigt borte igjen; thi Jagthunden Tyran, som jeg havde taget med og som laae ved Peisen, gav saaledes Hals i det samme, at det ei kunde være hende behageligt at blive. Men deraf kan jeg ogsaa vide, at jeg var.virkelig vaagen og havde hast et rigtigt Syn og ingen Drøm. Huldren var ganske, som Folk sige, et velvoxet og deiligt Kvindfolk, linnedærmet og med udslaget Haar. Da jeg nu ei kunde tvivle om hvem der var tilstede paa Sætren, pakkede jeg strak ind og drog hjemover den samme Nat“.
Ole Ask var altsaa, ligesaavel som enhver Anden, blandt disse Egnes Folk, der for mig har omtalt Huldren, overbevist om dette Væsens Tilværelse; men det kunde synes underligt at ogsaa han nærede en saadan fast Tro, thi han var en særdeles tænksom Mand og
