gynde stillere Sideveie, farbare Elvedrag og overskyggede Fjeldstier, der lede ind i alvorlige Skovtrakter og Sæteregne, hvorom Folket i den tætbebyggede Dalvidde kun har ringe Kundskab, og hvortil intet Ry kalder den Fremmede, der enten standser sin Udfart ved det skummende Fossefald, eller drager videre paa Hovedveiene mod et fjernere Reisemaal.
Engang, for en god Del Aar siden, blev der dog midt i Krogkleven forelagt mig Spørgsmaal, som der ere usædvanlige Jeg var da paa en Reise fra Bergen til Christiania og saae dette Fjeldpas for første Gang. Medens mit Reiseselskab rastede paa Klevstuen, gik jeg et Stykke nedad i Følge med Skydsgutten, der førte en løs Hest ved Grimen. En Valdersbonde, som hvilede i Veikanten, hilsede mig med God Kveld, og spurgte: „Hvad Kar er du? Skal du ride eller kjøre, vil du frem i Landeveien eller vil du tilskovs“? Dengang havde jeg intet Valg, da jeg stundede til Byen; men saa ofte jeg senere har besøgt Kleven og det skjønne Land, hvortil den giver Adgang, har jeg ogsaa for mig selv maattet gjentage hint Spørgsmaal: vil du tilskovs? Allerede paa Dronningens Udsigt, hvor dog Synet af den dyrkede Engs Vidde og skjøntformede, rigtvexlende Grunde er saa meget tiltalende, har Landskabets fjerne Skovbrem under de, blaanende Bjerge vinket mig, og atter fremkaldt Indtrykket af de tæt bevoxede Moer og duftende Granealleer, der lede frem til Kleven. Men
