end stærkere har jeg følt dette Vink paa Tandbergmoen, hvor Øiet i en Afstand, der kun synes ringe, dvæler ved de mægtige, ligesom vidt henskridende Skovfeldter, hvis Indre er saa ganske skjult for det overskuende Blik. Endelig har ogsaa Hønenfossen, skjønt paa en anden Maade, vakt min Skovlængsel. Denne Forsamling af Vandfald skuffer maaske de fleste Reisendes Forventning, efterdi saa mange af dens Styrtninger ere tagne i Brug af Industrien, der overbygger dem, indleder dem i Render og belæsser dem med Tømmerstokke. Men ved hele denne Bedrift og især ved de vældige Stammer, der fare afsted i Vandløbet og dukke i Skumdybene, hendrages Tanken til det dunkle Skovland, hvor Elven finder sin Vei i Granernes Tykning, og blander sin Brusen med Øreklangen og mod Drønet af de faldende Træer, som den snart langsomt, snart ilende bortfører.
Alligevel var jeg neppe nogensinde bleven bekjendt med disse Skovegne, dersom jeg ei omsider havde fundet den Veiledning jeg ønskede; thi jeg tænkte altid, at jeg for at have det rette Udbytte af en saadan Fart maatte søge mit Reiseselskab blandt Jægere eller Forstmænd. Til begge disse Klasser kan jeg henføre Lieutenant G., med hvem jeg forrige Sommer fik gjøre et Indblik i det dunkle Skovland, der mod Nordvest afgrændser Ringeriges aabne og smilende Egne. Grosserer B., der har Eiendomme paa den Kant, gjorde
