Saaledes er der ogsaa her i Spørgsmaalet om Hensigten et nyttigt Vink, der ofte tjener som den bedste Veiviser. Naar man da bærer over med Fjeldbondens Nyfigenhed, fordi den er troskyldig, kan man ogsaa lægge Mærke til, at den med ubevidst Ironi træffer mangen Reisendes ørkesløse Udfart. Thi endog Den der, som det hedder, blot reiser for sin Fornøielse, har et Øiemed, som nok fortjener at overveies og sammenholdes med Midlerne.
Den Sommertour, hvis Erindring jeg nu søger at fastholde, foregik i en Egn, der i det mindste efter sit Hovedstrøg er bleven fortrolig med Touristernes mangeartede Slægt. De mægtige Skranker, hvorunder denne Egn udfolder sin største Pragt, ere forlængst gjennembrudte. Paa Klippestier og Skovskrænter, hvor det alvorlige Naturpræg næsten er overvældende, ser man Spor af det forfinede Livs Indtrængen, og i den underliggende Dal færdes man blandt Alverdens Reisende som i et Parkanlægs Spadseregange.
Indvaanerne af det skjønne, nu snart europæisk berømte, Ringerige, hvortil jeg lagde min Vei, have ophørt at gjøre naive Spørgsmaal; de lade den Reisende selv spørge og Svaret er da som oftest paa rede Haand, men denne gjensidige Forstaaelse, der i rum Tid er ligesom indøvet, gjelder i Almindelighed kun til Hønenfossen, der pleier at være Grændsen for de Skuelystnes Tog i Ringerige. Udover dette Punkt be-
