klar af Fogedøren, der kaldes saa fordi en Kongens Foged i Fortiden satte Livet til her, og blev draget tilbunds med hele Sølvskatten fra mange Bygdelag. „Naar stede den Ulykke“? spurgte Grossererens Tjener, der saa godt han kunde havde taget Del i Arbeidet. „Det var den Gang“, svarede den Gamle, „da Øllet i Aadalen var stærkere end nu for Tiden; men ellers ved Ingen rettere end at Fogden kom bort i de gamle Historiers Dage, som gaae af Minde baade her og andensteds. Alligevel turde der endnu være Fogedsølv her for Den, der var istand til at tage for sig“. „Mener du det, gamle Thorbjørn“, udbrød en af Baadsfolkene, „det var vel uvist“. „Ikke saa uvist endda“, svarede den Gamle, „for jeg har hørt sige, at der under Bjerget her er taget en svær Fisk, hvori der blev fundet myntet Sølv. Rasmus Bersund prøver vel at faae Ret paa Resten, men det kan vel være, at det falder langsomt at inddrive Skatten paa den Vis“. Dette Indfald var ganske i Baadsfolkenes Smag og Thorbjørn endte saaledes sin uventede Optræden med en heldig, for ei at sige glimrende, Bortgang. Vi skikkede os atter til Sæde og Folkene grebe Aarene. Om den Gamle vidste de ingen bedre Besked, end at han sjelden kom til deres Bygd, og at han var løs og ledig og meget omvandrende, men nok paa en Maade hørte hjemme i Fluberg.
Idet vi nu kom nær til vort Nattekvarter be-
