Side:Reisebilleder og Digte.djvu/29

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
25


ren, end for den Skrivende, som med Ord vil betegne en saadan Personlighed, uden at den iøvrigt fremtræder tilstrækkeligt i mærkelige og eiendommelige Livsytringer. Den Gamle havde en mønsteragtig, stærk og tillige fin Bygning, der Intet syntes at have tabt ved Alderen, og som i Stillinger og Bevægelser røbede Meget af den naturlige Anstand, som man med italienske Modelfigurer for Øie, pleier frakjende Nordboerne, skjønt den ingenlunde er sjelden blandt vore rigtige Bønder. Især var det dog den Gamles Ansigt med de livlige Øine og den tætsluttende, men behagelige Mund, der vakte min Opmærksomhed. Det var et skuende, gjemmende og alligevel meddelende Physiognomi. Han maa kunne fortælle, tænkte jeg; disse Øine maa have seet Meget paa Fjeldet og i Bygden; der maa være Sagn at hente fra disse velvillige Læber. Men vort Møde ved Elven var altfor pludseligt og kortvarigt, og da Tilfældet siden et Par Gange førte os sammen, var Leiligheden til Meddelelse omtrent lige knap. Jeg erfarede imidlertid saa meget, at jeg ved første Øiekast havde opfattet ham rigtigt. Han var udentvivl en Fortæller, og det af den sjeldne uforbeholdne Art. — Da vor Baad var trukket det værste Stykke mod Strømmen, spurgte jeg, uden just at henvende mig til ham, hvad der havde givet Anledning til Navnet, Gjermundstryken. „Jeg har aldrig hørt Nogen tale derom“ sagde den Gamle, „men vi ere nu