tragtede vi en af Aadalens mærkeligste Udsigter. Elven udvider sig her og danner tilhøire en Bugt, som er omgiven af Graneskov. Længere frem indtager Mesterfiskerens Gaard en ujevn Grund af Høider og Bakkeheld. I umiddelbar Nærhed derover hæver sig Bersundskollen, steil, mægtig af Omfang og selsomt præget i sine Kløfter og Afsænkninger. Paa den anden Side, hvor vi gik i Land, ligger vestre Bersund, med fremragende Bygninger paa en Slette, der tunger sig ud mellem Elven og en frodig Skovaas. Over denne Vidde er Baggrunden dannet af den smukke Ringerudkoll og nogle lavere Bjerglinier.
Vi saae dette Landskab i en sildig, men klar Sommeraftens Halvlys og under en Himmel, der endnu havde Glands af Solnedgangens Ildfarver. Mod denne skinnende Luft stod Partiet tilvensire skarpt og mørkt; men Elven glimrede, og over Bersundskollen laae et mat violet Lysskjer, der gjorde dens Hovedformer kjendelige. Der herskede en forunderlig dyb Stilhed paa denne stortbyggede Aftenscene. Gaardens Beboere syslede endnu i det Frie; vi saae dem vande de smaae Haver og bære Drikke fra Elven til Hestene, men vi syntes at dette foregik saa varsomt og lydløst, som om der kunde være Meget vundet ved at den ringeste Støi blev fjernet. Paa vor Vei fra Elvebredden tiltalte vi En og Anden, og deres Svar lød næsten hviskende. Men ogsaa vi følte os paavirkede af denne
