dertil veiede Stangen i sine Hænder, kunde man se at han havde det hele vanskelige, i visse Dele næsten svævende Redskab, fuldkommen i sin Magt. Det var Solskinsveir og Fisken bed saa løst at det ei vel gik an at tage den ind fra Baaden; naar derfor Rasmus havde en Ørret paa Krogen, lod han sig sætte i Land, og nu haandterede han Snoren saa snildt og lempeligt at man saae Fisken i det lave Vand ligesom legende og tam svømme ham i Hænderne. En halvvoxen Dreng, der roede hans Baad og forstod hans mindste Vink, bidrog Sit til at lette Fangsten og indtog saaledes den samme Plads, hvormed Bersundsgutten for et halvt Snes Aar siden hos Hutchinson havde begyndt sit Fiskerliv.
Medens jeg var med Rasmus paa Elven og med stigende Opmærksomhed fulgte hans Bevægelser, kom jeg uvilkaarligt til at anstille Betragtninger over det egne Tungsind, der udtaler sig ikke blot i hans Miner, men i hans hele Væsen. Eller er dette maaske et udvortes Præg, hvorunder der alene findes en almindelig phlegmatisk Natur? I ethvert Tilfælde har denne Personlighed noget Tiltalende: hvormed man ei saa let kan blive færdig. Jeg troer at det fornemmelig er hans Syssel, der har udpræget ham saaledes; thi hvilken forunderlig Magt over Sindets Stemninger har den rislende Skovstrøm! At færdes ensom paa dens Bred eller paa dens overskyggede Vande er at
