Side:Reisebilleder og Digte.djvu/26

22

falde i drømmende Tanker, og derpaa stilne hen i sit Inderste; at standse lyttende til dens Brusen er at have grebet Vemodens Akkorder uden at kunne finde deres Løsning. Dette bevægede Liv, denne altid fornyede Hast ytrer sig med Ødets Ensformighed og med de klagende Toners langsomme Strøg. Under denne Paavirkning har Folkedigtningens Aand dannet Nøkken med den frugtesløse Længsel og det sørgmodige Strængespil. Gjennem Elvefiskerens Sjel gaae disse snart kaldende, snart dyssende Indtryk, og medens hans Higen er vendt mod de stumme, forborgne, svømmende Flokke, lærer han at foretrække den skyede Himmel og Regnbygerne, da Fisket lykkes bedst, for det skjønneste Klarveir. Selv det Ensformige i hans Bedrift, der dog altid holder Forventningen spendt, faaer over Sindet en Magt, der let forener sig med hine Paavirkninger, og da kommer uformærket en halvvaagen Tilstand, som allerede fordi den hemmer Tankebevægelsen, ligger nær ved de tungsindige Stemninger. Alt dette kjender jeg godt fra den Tid, jeg som en rask og livsglad Dreng gik med Rognestangen ved Bækken og medede Foreller med Regnorm. Jeg husker hvorledes jeg da kom til de ensomme Udmarker og gjennemvandrede dem med stedse stigende Iver, medens dog mit indre Liv alt mere og mere dyssedes og stilnede. Naar jeg fastholder denne Erindring sinder jeg det rimeligt, at Englændernes Mesterskab,i Elvefiskeriet, staaer i For-