Side:Reisebilleder og Digte.djvu/24

20

Personligheds gode Anstand. Man kunde deri se en Paavirkning af hans idelige Omgang med Fremmede; men det var især mærkeligt, at den havde faaet en saa naturlig Udvikling. Han var ordknap, men i Alt hvad han sagde hørtes denne Egns Mundart ram og uforvansket. Som en ægte Mester gjorde han lidet Væsen af sin Kunstfærdighed, alligevel kunde man ei tvivle om at Elven var hans Element og at han drev sit Fiskeri med en indgroet Tilbøieligheds Iver. Rasmus er mageløs i Alt, hvad der hører til hans Fag, og han forfærdiger selv sine Redskaber. Saavel hans Net som hans Fiskestænger og kunstige Fluer, er af en uforlignelig Godhed. Iøvrigt driver han en liden Gaard, der ligger trist og bratlændt under Bersundskollen. Elven løber der forbi og maner ham til Hast med Markarbeidet. Naar det afbrydes af ugunstig Veir og naar det vel er overstaaet, befarer han atter Vasdraget, hvor alle Strømninger og Grunde ere hans Kunst undergivne. Jeg var nu kommet ind i hans Virkekreds og kunde nærved betragte de Kunststykker, om hvis fuldendte Udførelse selv bekjendte engelske Fluefiskere have yttret Forundring. Der var en egen Zirlighed og Lethed i hans Bevægelser, naar han hævede den smekre og smidige Stang og slyngede den sine Snor langt ud mod et Punkt i Strømmen, som han havde isigte og naaede med Sikkerhed; det seilede næsten aldrig at han traf Fisken der, og idet han medede, og