Baad med Rasmus Bersund, der, som han udtrykte sig, havde ladet Ormen hvile en Stund, og nu fandt det paatide, at sørge for at vort Middagsbord, saavel til Herskabet som til Baadsfolkene, blev tilstrækkelig besat.
Denne Fiskers Personlighed er ikke mindre mærkelig end den Færdighed, hvormed han udøver sin Kunst. Han er en ung Mand, smelter og fint bygget, med et fornemt Ansigt, hvori et eget tungsindigt Udtryk er herskende. Han bruger denne Egns almindelige Dragt; men som det syntes noget forædlet i Snittet. Saaledes tog han sig godt ud i den graa ringerigske Kofte med de smaa Sølvknapper og den smalle Kantning af sort Fløil; dertil havde han fint Linned og bar sit Uhr i en smuk pfortzheimer Guldkjede. Jeg vil maaske have vanskeligt ved at begrunde og betegne den Interesse, Rasmus Bersund indgjød mig. Han danner ligesom et Parti for sig selv blandt mine Erindringer fra denne Udfart, skjønt han ikke destomindre passer meget vel til de Naturomgivelser, hvor jeg gjorde hans Bekjendtskab. Men han er den gjennemførte Forening af engelsk Sportsman og norsk Bonde, og da denne Form unegtelig er ny, kan det ei være underligt om den overrasker.
Rasmus Bersund fremtraadte i vor Kreds med en beskeden Tilbageholdenhed, der langt fra at være keitet eller paataget, snarere viste sig som en sikker
