dovne Matroser med Latter og Grimacer, men Fiskeren agter det ikke; nu vil han blot frem, der er Dampkraft i hans Muskler, han gjør elleve Mil i Vagten.
Naar Havstrilen kommen til Byen er han med Et Billedet af urokkeligt Phlegma; medens man fra det mylrende, skraalende Torv kjøbslaaer med ham, farer der en Hagl af de groveste Eder og Forsmædelser om hans Øren; men han vender Fiskenaturen ud og er meget rolig, han rækker blot Øsekarret frem for at modtage Penge hvergang en Handel er sluttet. Naar han siden gaaer op i Staden, begynde der nye Prøvelser; nu har han en Flok huiende Gadedrenge efter sig:
„Strilen med sit lange Skjeg, hvor han gaaer der værper han Æg“!
Det nytter ikke — han ser Intet og hører Intet. Er det Vinter har han det endnu værre; Drengene tage Sigte af hans brede Ryg og gjøre ham til en vandrende Snemand; alligevel bliver han roligt gaaende. Havstrilen i Land er et underligt Væsen, han vegeterer blot, thi han kjender kun faa Opvækkelser paa det Tørre. Men man forsøge blot at haane ham, hvor han er ude paa Søen med sit Stel! Da er han en ganske Anden; man tirrer ham sædvanlig ved at lade som om man bakkede Muslinger, og dette forslidte Middel er næsten aldrig Uden Virkning. Han kan slippe Aaren og Snøret af Arrighed, og da ser
