man ham optræde som Mimiker med de mest burleske Fremstillinger.
I en Storm er Havstrilen glimrende; thi hans Baad er intet rigtigt Søfartøi; den er tynd og rank, og fornemmelig bygget til Roning, men nu skal den dog holde Stand i den høie Søgang. Manden er da ligesom groet sammen med sin Snekke. Han har et barket Sprydseil af den simpleste Indretning, han holder Roret i den ene Haand og Skjødet i den anden. Saaledes jager han afsted med de rullende Vandbjerge; han er inde i deres Leg og forudsee deres Luner. Hans Baad ligner en stor, sortladen Fugl, der ustadigt henflagrer over Bølgen og dypper Vingespidsen deri. Under de haarde Vintermaaneder, naar Silden staaer til Kysten, er Fiskeren idelig ude i denne prægtige og farlige Dands; da har han et Dagverk, mellem de barske Styrtninger, hvorom en Landboer blot kan gjøre sig et svagt Begreb. Ofte maa han seile paa Liv og Død, og dertil tænke paa Garnet og Noden, hvori hans vaklende Velfærd hænger. Overalt er han omgivet af det vildeste Liv. Delphiner og Størjer boltre sig og springe i hans Kjølvand; de fnysende Hvaler krydse hans Kurs; under ham mylrer det af sammenstimede Fiske, og tæt over hans Hoved neddale hele Skyer af skrigende Søfugle. Naar Havets Velsignelse skal paa Land, udvikle Fiskerne for Alvor de mageløse Kræfter i deres Amphibienaturer. Langt
