bæger og ønskede os en lykkelig Hjemreise. „Nu igjen bliver her ensomt paa Sætren“, sagde hun; „thi paa denne Tid se vi sjelden Folk fra Bygden“. „Sig ikke det“, indvendte Thorkild Vestby, som oftere havde været paa disse Kanter, „imorgen er det jo Løverdag“. „Du mener nok“, sagde Antonette, „at vi da kan vente Karlebesøg; men deri tager du feil, thi Karlene søge nok andensteds hen, hvor der er mere Lystighed at vente end her“. „Jeg husker blot“ svarede Thorkild skjemtende, „paa Valdersgutten, som var saa vel kjendt her“.
„Ja, han har nok lang Vei hertil nu“, sagde Antonette, „og Jenten, han gik efter, er ogsaa borte; thi mig var det ikke, og Mærit jetede dengang en anden Buskab“. „Den Valdersgut“, vedblev hun, „hedte Nub og var et underligt Menneske. Vakker og flink var han, og de Fleste kunde lide ham. Han hang bestandig efter Birthe, som var Budeie her; og naar han kom hid, havde han altid Noget at forære hende, helst udskaarne Ting, som Skeer, Tiner og Ambere, for han var en Mester med Kniven. Jeg er vis paa, at hun syntes om ham, men hun havde saa mange Sind, som Timer om Dagen og drillede ham bestandig. Forrige Sommer, i Høaanens Tid, var han her sidste Gang, for han havde tinget sig i Arbeide paa Modum og vilde sige Farvel. Vi stode alle Tre ude paa Tunet, og Birthe var vrang som sædvanlig. Da tog Gutten Noget frem
