af Barmen og sagde: Lov mig idetmindste, Birthe, at gjemme Dette til jeg kommer igjen. Da hun havde seet hvad det var, slog hun en stor Latter op, og kastede den Ting langt bort paa Marken, men da blev Gutten ganske forandret; han greb over begge hendes Arme og stirrede hende ind i Ansigtet. Nu skal det være forbi, sagde han, og aldrig vil jeg se dig mere; — dermed gik han afgaarde. Men Birthe blev ogsaa anderledes fra den Tid, skjønt hun ei vilde tilstaae det. Jeg søgte saalænge i Græsset til jeg fandt det Bortkastede og her er det“. Hun tog nu fra Hylden et fladt Stykke Træ af et Kortblads Størrelse. Der stod: Nub Nielsen, i en Ramme af Løvverk og Blomster. Det Hele var smukt og flinkt udskaaret. „Jeg gjemmer dette“, sagde Antonette, „til Erindring om Nub, siden Birthe ei vilde have det. Ivaar reiste han til Amerika med et Følge fra Thelemarken, og Birthe drog da nedover til Byen for at søge Tjeneste“.
Denne simple Fortælling, havde, som saa mange andre Træk af Folkelivet i Norden, en tilsløret Inderlighed, der nok kunde vække Interessen for de fremtrædende Personer. Men Ole Ask, der havde bragt vort Tøi i Orden til Afreisen, tog Sagen fra en anden Side. „Da du har en saa venlig Erindring“, sagde han, „saa vil du nok ogsaa mindes Dem, der nu staae reisefærdige, og naar du ser vel efter paa Skillings-
