nelunden paa Fjeldsiden, istemmede et Par Trælærker, som jeg ei før havde hørt i disse Egne, en Vexelsang, der ordentlig syntes anlagt paa at vække den Sovende. Det varede heller ei længe før Teltet aabnedes, og Chefen, som vi undertiden kaldte ham, traadte ud paa Sætervangen. Jeg maatte tilstaae, at et saadant luftigt Leie i en smuk Sommernat ei kunde være andet end behageligt, og at det vel var en egen Nydelse strax ved sin Opvaagnen, at føle sig beaandet af en Morgen som denne. „Læg dertil, sagde Lieutenanten, „at det er godt at have Nattekvarteret med sig, hvor man ellers maatte tage tiltakke med et Hytteskjul, som det paa Nysætren“.
Antonette kom til i det samme for at melde at Alt var færdigt til vor Frokost. Vi fortalte hende om de „uvane Greier“ i den faldefærdige Skovsæter og priste den gode Orden og Skik paa hendes Enemerker. „Ja“ sagde Lieutenanten, „hvis der overalt i Skov og paa Fjeld var halv saa god Leilighed, som her, under Skillingshovde, kunde det nok gaae an at glemme baade Telt og Randsel efter sig hjemme“. Antonette smilede og sagde: „Det er godt at have saa fine Fremmedfolk under Tag, og det er et sandt Ord, at Den er Tak værd, som gjerne vil tækkes“.
I Sæterstuen udtalte vi atter vor store Tilfredshed med Opholdet her, og vore Folk samstemmede nu i denne Ros. Antonette nippede til vort sidste Vin-
