takkede og velsignede Alle. Hun var sort som Jord af Bedrøvelse. Jeg venter ei, sagde hun, at se ham mere ilive, men nu er mit Haab at faae igjen det lille Legeme“.
„Lieutenanten delte Folkene, og indrettede en ordentlig Mandgar, og han har nok aldrig før mønstret et sligt Kompagni. Selv vilde han være i Midten; men Karlsruden og jeg skulde have Fløiene. To Dage iforveien, da Folk var blevne ængstelige under Søgningen, havde de bragt Sognedalens Kirkeklokke op til Sætren, og da vi nu skulde afsted, spurgte Stavgubben paa Fleres Vegne, om det ogsaa var tilladt at lye Klokken. Nogle holdt sig til den gamle Tro, at der var en Guds Magt i den Klang, Andre mente, at det skulde være et godt Tegn, at Klokken var foræret til Kirken af Tordenskjold, efterdi han var en berømmelig Helt, som aldrig vilde give tabt. Lieutenanten sagde hvad Ret og rimeligt var, at det var gavnligt at røre Klokken, naar Nogen kunde føle sig styrket og opbygget derved, og at det ialfald vilde tjene til Veiledelse og Samhold under Søgningen. Saa gik vi da afsted i Guds Navn, medens Solen skinnede saa vakkert. Vor Linie havde en halv Mils Udstrækning paa vanskelig Grund, og der var stort Besvær for Alle. Klokkeklangen lød saa underligt i Aasen, underligt og bevægeligt, saa at Ingen tænkte paa sin Træthed. Det gik saaledes hen til ud paa Eftermid-
