dagen. Da syntes Mange, at der var lidet Haab tilbage, siden man ei engang havde seet noget Spor efter den Lille“.
„Men just da Folk begyndte at blive modløse, kom det som en Løbeild over hele Linien, at Gutten var funden. Det hørtes i Førstningen mere som en Forudsigelse end som en paalidelig Besked, men saa indtraf der sikker Melding fra venstre Fløi at de havde ham og at han var ilive. Da blev der en Glæde; ja, sandelig blev der Dands i Lyngen og Glædeslyd i Lierne. Der var med os en af Bygdens rigtige Kurer; han kunde ei give Taal et Øieblik, men vilde lige frem gjennem Tykt og Tyndt. Da raabte Ungdommen: Nei se paa Hovlandsmanden, han bryder sig frem saa Smaabusken røsser om ham. Enhver havde nu Hast til Slettesætren, hvor Gutten blev baaret hen, og hvor Moderen først af Alle modtog ham“.
„Vi hørte da der, at han var bleven funden fladsides paa et Svaberg ved en ødestaaende Sæter. Den lille Stakkel var til det yderste udmattet og afpillet, og nærved at slukne, og Liutenanten, som hurtig var paa Pletten, raabte strax: Han maa ei faae Mad nu! Selv gav han ham draabevis Mælk og siden Smule for Smule af sin Niste. Gutten kunde da godt forklare hvad der var hendet ham. Under Slettesætren havde han taget feil af Veien og fulgt en Fæ-Sti langs med Myren der; saaledes blev han ude den Nat
