men et kort Stykke derfra, traf de en ældre Gut, der hørte til Nabosætren. De to Drenge vilde gjerne lege sammen; Moderen lod da den lille Johannes, saa hed Sønnen, blive der, og bad ham kun komme snart efter. Men borte blev han, og den anden Dreng vidste ei rettere, end at han havde taget Veien til Slettesætren. Nu havde Bygdens Folk været paa Søgning i fire Dage og opgivet alt Haab om at udrette Noget. Det kan vel være, at der ogsaa fandtes dem, som fra først af troede at Gutten var bjergindtagen“.
„Da Lieutenanten hørte Alt dette, spurgte han os, der vare med ham, om vi endnu havde nogen Kraft tilovers; thi han vidste vi vare skovvante, og han tænkte, med Guds og godt Folks Hjelp, at gjøre et nyt Forsøg paa at finde og frelse Gutten. Ja, vi vare da villige til at gjøre hvad vi kunde. Det var sent paa Aftenen. Om Natten gik Budstikken rundt i hele Dalen og varslede Folk til Møde ved Slettesætren. Det var et stort Under at se den talrige Flok, som samledes der tidlig om Morgenen. Mange vare trætte efter de forrige Dages Arbeide; men alle troede nu, at dersom Gutten skulde findes, maatte Een raade. Der var flere hundrede Mennesker, Unggutter og Jenter, saavel som gamle Folk. Den Yngste i Skaren var en smuk halvvoxen Pige, Guttens Søster, der græd ustandseligt, og den Ældste var en udlevet Gubbe, som gik ved Stav. Moderen stod paa Vangen og
