sig bort i Skoven, eller endog været „sortroldede“ paa øde og uveisomme Strøg. Saaledes kom de bekjendte Sagn om Hedalsbruden og om Sæterjenten fra Haugner i Land, paa Bane. „Oppe i Torpen“, sagde Antonette, „hvor jeg er bedre kjendt end her, findes der nok af vildsomme og uhyggelige Steder, og det kan hende der er utrygt paa mange Maader. Henrik Smed, som var her igaar, og drog til Bygden i Graalysningen, fortalte, at der nu var stor Søgning efter en Gut, som var blevet borte i Skoven deroppe. Han sagde, at Nogle mente det ei kunde nytte, fordi han ventelig var bjergindtagen“.
„Det er stor Daarskab“, sagde Ole Ask, „at give sig over i den Tro, før Alt er forsøgt, og ilde var det blevet, om Folk var gaaet i saadanne Tanker, da jeg var med i Mandgaren ude paa Holleia“. „Den Begivenhed er værd at høre“, tilføiede han, „og jeg vil gjerne fortælle hvad jeg selv saae og erfarede, især da vi nu have sligt at bestille“.
„Det var ved Sankt Hans Tider. Jeg havde været et Par Uger tilskovs med Lieutenanten; og Karlsruden, som styrede Skovene hans, var ogsaa med. Vi kom ned i Sognedalen, som ligger mellem Aadalen og Krødsherred, og vare Alle rigtig trætte og udasede. Der i Bygden hørtes megen Stor og Klage over en femaars Gut, som var bleven borte. Han havde været i Følge med Moderen, der skulde til Slettesætren,
