Som ved et Trylleslag laae Sætervoldens Høide i fuld Solglands, og med ny Interesse betragtede jeg nu i den stærke Lysvirkning Gruppen af de simple Bygninger, Sæterhuset, Fjøset og Laaven Fjøsdøren var aaben, og Bjeldekoen stak Hovedet ud, idet den hilsede Morgenen saa godt den kunde, med sin Glædesrøst. Mærit, der havde malket Kreaturene, gik nu over Gaarden og gjennem den aabne Portgang, der deler Sæterhuset i de to ligestore Dele, Stue og Melkebod. Mod Syd, hvor Bakkeheldet i jevn Skraaning gaaer ned mod Skoven, stillede hun sig ved Husvæggen og blæste i Luren. Det syntes mig at hendes Toner nu ei faldt ganske som igaar, da Spillets Vendinger havde Lighed med de korte, men smeltende Stropher, man kan høre i Maaltrostens Sang. Nu var der i hendes Foredrag en egen Lyst og Freidighed, der svarede til den friske Sommermorgen; hun blæste Fanfarer, og mellem hver af dem føiede hun til Skovens og Fjeldets Gjenlyd et fint, dæmpet Efterspil. Det var atter som om disse Toner gjennemtrængte alle Omgivelser, som om Alt fik Liv og Rørelse ved dem; og ligesom ved Solnedgangen igaar, indtraadte ogsaa nu, samtidigt med Lurspillet, en Forandring i Naturseenen. Taagerne svandt, og Morgenglandsen faldt tindrende paa den lavere Strækning af Sætermarken og paa de nærmeste Skovlinier. Det var et Trylleri, der mindede om Harpelegen i Hr. Tønnes Vise:
