„Der blomsteredes Mark, der løvedes Ris;
det kunde de Toner saa vende“.
Sandelig man kan ikke noksom prise Lurspillet mellem vore Fjelde, og for Den, som tænker over, hvor Mangt og Meget, der nu arbeider opløsende paa Folkelivets Umiddelbarhed, faaer dette klangfulde Aandedrag i den alvorlige Natur en ny, gribende Magt. Der siges, at Luren trindt om i Bygderne alt mere og mere gaaer af Brug; man ser den ogsaa hyppigt nu falbudt, som en Mærkelighed, som et dødt Kuriosum til fremmede Reisende. Og den er i ethvert Tilfælde værd at lægge Mærke til; det er smukt og mærkværdigt, at Folket i dette simple Instrument har fundet et saadant Tonesprog. Ja, her er et sjelfuldt Udtryk for Fjeldnaturens Storhed, og dog lader det til, at disse Toners rette Tid er forbi. Men Mærit ved hverken det ene eller det andet, og derfor spiller hun saa friskt og deiligt; hendes stille, alvorlige Væsen udfolder kun sit skjulte Indhold i Spillet. — Hun skal ud paa den lange Dagsvandring med Kreaturene og nu kalder hun dem sammen. De komme fra Fjøset i god tilvant Orden, først stort og derefter smaat Kvæg. Saa standser hun sit Spil, og anfører Toget. Det gaaer muntert nedover Skraaningen: hele Buskaben er paa Vandring, undtagen er rødsidet Ko, der snart skal kalve og er sat i en egen Indhegning paa Vangen; den udstøder et Brøl og ser langligt efter de
