maa vel have Moro af at faae det opsat“. Derpaa sagde hun og Mærit atter Godnat og forlod Stuen.
Lieutenantens luftige Sovekammer stod høit paa Sætervolden under Skillingshovde, og foran det brændte en prægtig Stokild af tørre Granekubber. Grossereren og jeg tog Kvarter i Stuen, men forat hæve den ædelmodige Strid om hvem af os, der skulde have den underste Seng, som var bekvemmest, valgte jeg en af Teltkøierne, og lod Ole Ask binde den op som en Hængekøi under Spærrerne.
Ilden slukkedes efterhaanden paa Arnen og der blev dunkelt i Stuen, men kort efter viste der sig en svag Dæmring; det var Maanelysningen, som faldt ind gjennem det lille Vindue. Jeg saae i Tankerne de store Skovmarker, der nu laae slumrende under det milde Lysskjer, og ligesom ved en Efterklang af Dagens bevægede Liv dyssedes jeg i Søvn i min gyngende Seng.
Ved Solopgang var jeg atter vaagen, og nød paa den duggede Vang den usigelig friske Lufts Vederkvægelse. Solen kom netop frem over Graneaasen, der mod Øst begrændser Sætrens Udsigt; men over de udstrakte Vidder mod Vest laae endnu Morgentaagerne i lange, halv gjennemsigtige Lag. De store Kjerns blanke Flader skinnede derunder, og enkelte Skovtoppe stak op af Taagedækket. Himlen havde det skjønneste Blaa, og kun over Skillingshovde hævede sig hvide Skybanker.
