pust gjennem dens Kroner. Vi satte vore Heste i skarpt Trav, og i jagende Fart kom vi op paa Sætervangen. Paa Høiden der tegnede sig Huse og Folkegrupper mørkt mod den glandsfulde Himmel, men fjernt over Vangens Helding og over de mørke Skovbælter bævede de udstrakte Fjeldvidder sine lange Bølgelinier. Paa Jevnlifjeldets Kam stod det yderste Solglimt som en gnistrende Stjerne. Den sluttes med den sidste Lurtone og sendte det vifteformige Straalespor gjennem de lette, rødmende Skyer. Lyse Taager hang over Skovgrændsen, og et blegt Rosenskjer faldt paa Baggrundens Snetinder. I dette Øieblik var al Træthed borte, og jeg følte mig gjennemstrømmet af en usigelig Livsglæde.
Mændene med vore Kløvheste vare kort før os komne til Sætren. De sagde os at her var godt Herberge og venlige Folk, og vi erfarede snart at dette var Sandhed. Der var to Sæterpiger og desuden en aldrende Mand og en Unggut, som ved Daggry skulde tage hjem til Bygden. Da den ene Pige endnu stod med Luren i Haanden, bemærkede Thorkild Vestby, at hun havde blæst sine smukkeste Stykker ved vor Ankomst, og at hun ogsaa var bekjendt som den bedste Lurspillerske paa denne Kant. Vi bad hende spille endnu en Gang, men dertil svarede hun med Alvor: „Det
