Forhold her. Den Ængstede fik til Afsked nogle beroligende Ord, og derpaa forlod vi Sætervolden. Vort Tog delte sig atter, idet et Par af Folkene drog afsted med Kløvhestene paa den omtalte Gjenvei, medens vi andre fandt en ret god Sti gjennem et Dalføre, hvor en gammel Dæmning gik over Elven ved dens Udløb af Bergevandet. Vi travede her et godt Stykke lystigt frem saa det klang i Skoven. Men Grunden hævede sig atter, og vi skulde nu naae et Punkt, der laae meget høiere end det, vi nylig havde forladt. Jeg bar denne sidste Anstrengelse med en vis Uvilje, og Mødigheden efter den besværlige Dagsreise blev ei mindre følelig derved, at jeg nu higede saa meget efter at komme til Ro. Disse bratte Skovkleve syntes ei at ville tage Ende, og medens Veien ofte lod til at fjerne sig fra vort Maal, saae jeg med liden Lyst Solnedgangens Ild skinne mellem Granerne.
Med Et blev Stien bredere og Skoven mere ryddig, og i det Samme lød der Lurklang fra den nærmeste Høide. Det var en Velkomst!. Aldrig før havde jeg hørt saadanne Toner. Klangfylden gik vældigt over den hele Skov, skingrende, men tillige klar og sikker; den gjenlød fra alle Aaser, og først naar det sidste Svar var kommet, begyndte Luren igjen. Ingen anden Toneleg kan lignes med dette stormægtige Vexelspil. Og just nu susede Skoven, der før havde staaet tyst og stille; thi nu gik Solnedgangens Vind-
