Side:Reisebilleder og Digte.djvu/103

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
99


maa ei ske naar Sol er nede; thi Folk sige at her er kveldsvart, men imorgen tidlig spiller jeg igjen naar Buskaben slippes ud“. Det blev virkelig roligt og omhyggeligt stille paa Sætren. Den livlige Scene med Klang og Jubel ved vor Ankomst stiftede hurtigt med en dyb Ro, som Ingen vilde afbryde. Buskaben var i Hus, og Hestene gik afsides paa en indhegnet Rydning. Ingen Klokke, ingen Røst hørtes. Vore Folk syslede lemfældigt med det, de nu skulde bringe i Orden, og begav sig efterhaanden ind i Husene. Tilsidst var jeg alene paa Sætervolden; thi jeg kunde ei blive færdig med Beskuelsen af det Billede, som her laae udbredt i Sommeraftnens jevne, dæmpede Lys. Det vide Fjerne fængslede mig; jeg følte det mægtige Indtryk af Storheden i disse Linier, der ei viste nogen enkelt høit fremragende Form, men et helt opløftet og udstrakt Rige af Skov og Fjeld. Jeg søgte et Øieblik at afbryde denne Betragtning ved at henvende Tanken til andre Forestillinger, til de dunkle Skovstier og Vildtets natlige Skjulesteder, til de sivbegroede Bredder af de store Kjern i Daldybet under Sætervolden, til de dyrkede Egne, der laae gjemte mellem Fjeldryggene. Men det hele Billedes Magt overvældede snart denne Tankeleg, og foreholdt mig den ene Gjenstand: Fjeldvidden. Kun ved Grundenes adskillende og atter famlende Linier, og ved Farvetonernes smeltende Overgange, fik Betragtningen Liv og Bevægelse; jeg