sees ikke at være fremsat af Kongen førend i Statsraadet paa Stockholms Slot den 2den Juli, og dog skulde allerede den norske Regjering i den foregaaende Marts eller April Maaned kunne have yttret sig over denne Sag! Regjeringens underdanigste Indstilling af 29de Marts sidstl. til Hs. Maj. Kongen angaaende den af Storthinget ansøgte Prolongation vil blive documenteret for Rigsretten, og det vil deraf behagelig erfares, at Regjeringen kun i almindelige Udtryk korteligen anbefaler Andragendet til Indvilgelse som Noget, der saa at sige følger af sig selv. Regjeringen havde ingensomhelst Anledning til ved den Leilighed at udbrede sig over det dobbelt Skadelige, som maatte være i, efterat Committeearbeiderne og Thingets Virksomhed i det Hele var rykket saa langt frem som til den 8de Juli og efterat saamange Omkostninger vare paadragne, da at hæve Thinget paa den Maade som skeet er fremfor ved Udgangen af April. Omstændighederne vare saa langt fra at være de samme paa den Tid Regjeringen yttrede sig over Storthingets Ansøgning om Prolongation og paa den Tid, da Beslutningen toges om Storthingets Opløsning, saa at de meget mere vare høist forskjellige, isærdeleshed dog deri, at man nu kunde havt fuld Vished om de Gjenstande, hvor om man i April kun kunde have uvisse Formodninger og at Kongen den 2den Juli havde yttret sin Villie angaaende Storthingets forestaaende Opløsning, hvilket ei tilforn var skeet, og i hvilken Anledning der burde været givet den norske Regjering Adgang til paa constitutionel Maade at indvirke paa denne Villie. —
Da Odelsthingets Beslutning af 8de Juli d. A. under No. 4 udtrykkelig har taget Forbeholdenhed med Hensyn til hvorvidt nogen anden af Kongens Raad i Anledning af det Passerede bliver at tiltale for Rigsretten, saaledes at nemlig dette er overladt et kommende Odelsthing at bestemme, saa indsees ikke, hvorledes man kan argumentere til Fordeel for Statsministeren af den Omstændighed,
