at Statsraaderne Fasting og Holst under Fremsættelsen af deres Bemærkninger imod den kongelige Resolution af 2den Juli ikke have været opmærksomme paa denne Forms Iagttagelse. — Deraf at de ikke med det samme ere satte under Tiltale kan dog ikke sluttes, at de ere erkjendte brødefrie, hvilken Slutning man endog specielt har villet forebygge ved at tage en Forbeholdenhed, som i sig selv neppe var nødvendig. —
De Omstændigheder, hvorunder Actionsdekretet imod Statsministeren fik dets Tilværelse, undskylde derimod fuldkommen, at man tog Sagen under nærmere Overveielse for de tvende nævnte Statsraaders Vedkommende, men dette udelukker ikke, at man strax har indseet, at de vare skyldige i en vigtig Pligtforsømmelse De have imidlertid med Alvor og Nidkjærhed opfyldt den væsentligste Deel af deres vigtige Kaldspligt og om den Autoritet, hvis Ret det er at tiltale dem for, hvad der er forsømt, tager Hensyn til den Maade, hvorpaa de, naar man betragter deres Forhold i dets Heelhed under denne Sag, have forsvaret deres Embeder, ikke finder sig forpligtet til at dekretere Tiltale imod dem, saa troer jeg ikke, at nogen Retsindig vil finde Grund til Klage over Forurettelse. Vender jeg mig dernæst til den fattede Beslutning selv, da troer jeg, at der er megen Grund til at betvivle, at den har formel Hjemmel i Grdl. § 80. Storthinget var paa den Tid, da det saa uventet opløstes, forsamlet siden Udgangen af April Maaned paa ubestemt Tid efter Hs. Majestæts naadigste Resolution af 17de April d. A. Men Udtrykkene i Grundlovens § 80 medføre formeentlig, at den Tid, hvori Storthinget kan være forsamlet, bør være bestemt, og ikke saaledes som en Sædvane i den senere Tid har indført, ubestemt.
Bemeldte §s 2det Passus lyder nemlig: ”naar det (Storthinget) efterat have tilendebragt sine Forretninger eller efterat have været samlet den bestemte Tid, hæves af Kongen” &c. De Udtryk ”den bestemte Tid” referere sig
