til den foregaaende Tirade, som indeholder, at Storthingets Varighed er fastsat til 3 Maaneder og at det beroer paa Kongens Tilladelse, om det længere kan forblive samlet; men naar da det efterfølgende Passus udtrykker sig: „at det hæves … efterat have været samlet den bestemte Tid, saa maa derved nødvendigviis sigtes til den paa en af de 2de Maader bestemte Tid, nemlig enten de grundlovbestemte 3 Maaneders Forløb eller den i den kongelige Tilladelse indeholdte. Men naar denne ingen vis Tid indeholder, saa kunne Udtrykkene ”den bestemte Tid” heller ikke paa samme finde Anvendelse ɔ: Grundlovens Bud er ikke iagttaget. De store Uleiligheder for et ordnet Forretningsliv, som ere uadskillelig forbundne med Prolongationer paa ubestemt Tid, maatte formeentlig ogsaa være Grundlovens Concipister alt for indlysende til at de skulde villet bebyrde den nyskabte Forfatning med en saadan Uting.
Indlader den executive Magt sig ikke destomindre paa at meddele Prolongationer paa ubestemt Tid, saa maa det dog være en nødvendig Følge af det her Udviklede, at Tiden inden Storthingets Opløsning saa betimelig forud maa fixeres, saa at det kan blive Storthinget muligt at ordne hvad der efter Forfatningen uomgjængelig bør være ordnet. Den modsatte Fremgangsmaade, uden eller med aldeles utilstrækkelig Varsel at hæve Nationalforsamlingen, ligner en Overrumpling, som, udøvet af een Statsmagt imod den anden, neppe engang harmonerer med Anstændighedens Fordringer. Fremdeles formener jeg, at Beslutningen er i Strid med Aanden i Grundlovens § 80, som ogsaa i den Henseende er stridende imod Statsformen, at den i sine Virkninger uundgaaelig geraader i Modsigelse med samme, hvorved, saavelsom ved dens øvrige Følger, den maa betragtes som øiensynlig skadelig for Riget.
Den førstanførte Sætning, at den kongelige Beslutning er stridende imod den citerede Grundlovs §s Aand, støtter sig paa den Betragtning, at Grundloven har nedlagt
