thinget ene maa søges i de ovenfor af mig citerede Ord, er uimodsigeligt. Den følgende Passus er blot en Anvendelse af Regelen, og kan altsaa ikke tilintetgjøre eller gaae videre end denne. Var dette skeet, maatte Præsumtionen dog være for at Grundloven havde udtrykt sin egentlige Mening i Hovedsætningen selv. Naar der imidlertid ingen Strid er imellem begge disse Passus, naar det maa erkjendes af Enhver, der vil see, at Ordene ”eller efterat have været samlet i den bestemte Tid” referere sig deels til de 3 Maaneder, hvortil Kongens Samtykke ikke udfordres, deels til den Fortsættelse af Thingets Virksomhed, som Kongen senere tillader, og at Hs. Majestæt virkelig har bestemt Tiden naar han meddeler Prolongation indtil Videre og hæver denne midlertidige Tilladelse igjen, samt at den bestemte Tid da er forbi, saa fristes man næsten til at troe at Actor her spøger.
Om og hvorvidt det er Storthinget beqvemt eller behageligt at modtage deslige Prolongationer, vedkommer ikke Qvæstionen. Imidlertid dependerer det af dets egen Fremgangsmaade at undgaae saadant; thi Erfaring har lært og Sagens Natur tilsiger, at Hs. Majestæt ikke vilde reservere sig Ret til naarsomhelst at tage Tilladelsen tilbage igjen, hvis Han kunde stole paa at Storthinget afbenyttede den givne Frist paa en med Fædrenelandets Vel stemmende Maade. Almindeligviis er det ogsaa en Umulighed, efter de Forretningsmaximer Repræsentationen følger, i Forveien at bedømme hvor lang Tid den behøver, og en Udsættelse til en bestemt Dag kunde derfor heller ikke lede til Maalet. Man faaer i ethvert Tilfælde at arbeide paa det Vigtigste og gaae dermed saa langt man kan; Usikkerheden bør her ingen Indflydelse have. Om Overrumpling er der ikke Spørgsmaal, kun om Anvendelsen af Kongens constitutionelle Ret, og denne bringer Høistsamme i Udøvelse saaledes som han finder tjenligst for Riget. Dettes Vel er Kongens eneste Motiv; kan Storthingets Ønske ei harmonere dermed, maa Skyl-
