specielt at gjennemgaae Actors Argumentationer, ved Hjælp af hvilke han troer at have godtgjort, at den kongelige Resolution af 2den Juli baade er stridende imod Statsformen og øiensynlig skadelig for Riget. For at fuldstændiggjøre mit Forsvar, og bringe det om muligt til en endnu høiere Evidence, at Odelsthingets Anke er aldeles temerair, skal jeg ikke destomindre udbede mig Rigsrettens Tilladelse til at drøfte disse saakaldte Grunde noget nøiere.
Actor begynder her sit Angreb med den snurrige Paastand, at den omhandlede Beslutning ingen formel Hjemmel har i Grundlovens 80 §., en Paastand, der skylder hans Opfindelse sin Tilværelse. Men at han ikke dermed kan gjøre nogen Lykke, er saa klart, at kun nærværende Sags Vigtighed og en Defensors Pligt bevæger mig til at imødegaae den med andet end en simpel Benægtelse. Han støtter sin nye Lære deels paa Udtrykket ”den bestemte Tid” i Grundlovens § 80, deels paa Aanden i bemeldte Paragraph. Hvad nu det Første angaaer, da har §. 80 med rene og klare Ord sagt, at Storthinget forbliver samlet saalænge det finder det fornødent, dog ikke over 3 Maaneder uden Kongens Tilladelse. Hvorledes disse tydelige Udtryk kunne modtage nogen anden Fortolkning end den, at Storthinget har en grundlovmæssig Ret til at være samlet i 3 Maaneder uden at Kongen kan hindre saadant, men at det efter den Tid blot existerer med Hjemmel af Hans Majestæts Samtykke, der ikke er knyttet til nogensomhelst Betingelse eller paalagt mindste Indskrænkning, formaaer jeg sandelig ikke at fatte. Da Alt hvad Actor anbringer i nærværende Sag til Styrke for Odelsthingets Anklage maa betragtes som Thingets egne Anskuelser, saa fortjener det vistnok en høi Grad af Opmærksomhed, at denne Afdeling af Repræsentationen bøier og dreier Grundloven paa den kunstigste Maade blot for at udvide dens egne Rettigheder. At Regelen for Kongens Ret til at prolongere Stor-
