du Nord, at en Deel af dem, foruden Præsidenterne, kom ned paa Gaden, og, takkende den der samlede Mængdes Anførere, blandede sig med Folket, at de fra Vinduerne opfordrede dette til at synge Nationalsangen, og besvarede det i den Anledning givne Hurra, o. s. v. (cfr. Morgenbladet Nr. 140, 1836), kan ikke betragtes anderledes end som Repræsentationens offentligen udtalte Anskuelse af Dagens Betydning for Nationen Der synes imidlertid ikke at burde være mere end een Mening om, at et Storthing, som paa denne Maade sætter sig i aabenbar Opposition med Kongens Ønske og ganske overseer Høistsammes gjentagne alvorlige Advarsler, ingenlunde opfører sig som man kunde vente af Nationens Deputerede. Naar selve Repræsentationen finder det passende at saare Kongens Følelser, uden at stræng constitutionel Pligt gjør saadant aldeles uundgaaeligt, da bestyrker den Folket i en Fremgangsmaade, som Hans Majestæt finder fornærmelig for sig, og tilsidesætter derved ei blot hvad den skylder Landets Konge, men og sine Forpligtelser imod Nationen; thi at man ei kan gjøre Regning paa Concessioner fra den Magt, man behandler saaledes, og at man tillige sætter paa Spil den Eenighed og gode Forstaaelse imellem Regjering og Repræsentation, uden hvilke intet for Fædrenelandet heldigt Resultat lader sig vente, maatte jo Enhver kunne forudsee. Det havde dog vel været mere passende og klogt, om Storthinget havde foretrukket disse vigtige Hensyn for Lysten til offentligen at slaae sig paa den store Hobs Partie. Af samme Grund maatte Kongen ogsaa føle sig fornærmet ved Indbydelsen af 2den Mai til et National-Monument for Constitutionen, hvilken Indbydelse er underskrevet af en stor Deel Repræsentanter og indeholder Grundsætninger, som man veed ikke billiges af Hans Majestæt. Det maa jo allerede være ubehageligt nok for en Repræsentant naar han i Udøvelsen af sit offentlige Kald finder sig efter Overbeviisning nødsaget til at handle i en anden Aand end Kon-
