i Stockholm værende Raadgivere ligesaavel som den i Norge værende Regjering vidste, baade hvad Storthinget havde et udrette og hvad det havde bestilt, de tre Dage fraregnede, som Posten behøver for at gaae fra Christiania til Stockholm. Fremdeles har man paastaaet, at Hs. Maj. virkelig var i Besiddelse af den norske Regjerings Betænkning i Sagen, da Regjeringen, i Anledning af Storthingets Adresse om Tilladelse til at blive samlet over den i Grdl. 80 bestemte Tid, allerede havde erklæret, at Thinget formentlig ikke vilde see sig istand til at tilendebringe endog de nødvendige Forretninger, som paahvilede det, inden Udgangen af Juli Maaned, hvorfor den havde indstillet, at saadan Forlængelse maatte tilstaaes. Endelig ere Statsraaderne Fasting og Holst ikke undergivne Tiltale, uagtet de i sine Bemærkninger imod Beslutningen ikke med et Ord have berørt den Omstændighed, at den norske Regjerings Betænkning ikke var indhentet.
Da her er Spørgsmaal om en ved Grundloven paa buden Form, efter hvilken den norske Regjerings Betænkning ved Sagens Afgjørelse burde været tilstede, saa er det formeentlig klart, at man ikke istedetfor denne Betænkning kan substituere den Kundskab, som Hs. Maj. og Høistsammes Raadgivere i Stockholm kunne have været i Besiddelse af Oplysninger, henhørende til en Sag, ere Eet, og Betænkning om disse Oplysningers Indflydelse paa et vist Forhold, er noget Andet, og ligesom Hans Majestæt efter Grundloven ikke i Almindelighed kan ansees tilstrækkelig instrueret til at fatte Beslutning i en Sag derved, at Høistsamme er givet en Oversigt over Forholdets factiske Beskaffenhed, uden at lave hørt den norske Regjerings Formening om, hvad Beslutning, der bør fattes i Sagen, saaledes kunde den Kundskab, som Kongen og Statsraadsafdelingen i Stockholm maatte have havt om Sagernes Stilling her, ingenlunde befrie Høistsamme fra den constitutionelle Pligt at høie den norske Regjerings Betænkning med Hensyn til den
