at hjemle en Indskrænkning i den almindelige Regel maa antages at være paatænkt, kan ikke uden at bringe Regelens Anvendelse i Strid med dens Indhold, være en almindelig Frihed for Vedkommende, der skulle efterleve samme, til at undtage de Tilfælde, hvori efter egen Anskuelse saadan Betænkning maatte ansees mindre nødvendig eller vigtig; men man har kun erkjendt, at andre i Grundloven indeholdte Dispositioner gjorde en almindelig Indskrænkning i Regelen nødvendig, saaledes at denne ikke kunde blevet i Almindelighed ubetinget, uden at støde an imod disse andre Dispositioner. Saaledes undtager Grundlovens § 28, cfr. §§ 31 og 75 Litr. f, diplomatiske og egentlige Commando-Sager fra at foredrages i Statsraadet og altsaa ogsaa fra at behandles paa den i Grundlovens § 15 foreskrevne Maade. Med denne nødvendige Indskrænkning maa følgelig Grundlovens § 15 forstaaes. Formener Nogen, at Indskrænkningen er saa almindelig, at derunder ogsaa kan indbefattes andre Sager, saa kan dette dog-ikke hjemle Undtagelse for hvilkensomhelst Sag, man finder Behag i at undtage; men der maa paavises nogen almindelig Beskaffenhed ved de Sager, som skulle erkjendes at være i det Tilfælde at være undtagne Da nu Grundlovens Regel øiensynlig er nedskreven formedelst Hensigtsmæssigheden af den paabudne Form, saa indsees ikke, at nogen Undtagelse fra samme kan ansees hjemlet, undtagen hvor saadan Betænknings Indhentelse beviislig maatte erkjendes uhensigtsmæssig. Men erindrer man sig kun det, hvorom Talen her er, saa maa formeentlig ogsaa den Tanke forsvinde, at det skulde være uhensigtsmæssigt at høre den norske Regjerings Betænkning angaaende denne Sag.
Man har offentligen seet det indvendt, at være saa langt fra, at nærværende Tilfælde var af dem, hvor den norske Regjerings Betænkning kunde ansees uundværlig, for at satte en rigtig Beslutning, saa at det endog var af dem, hvori den allermindst var fornøden, fordi Kongen og hans
