Undtagelse af enkelte aldeles uvigtige Tilfælde, har været iagttaget, og da den Sag, om Norges Storthing burde opløses paa en Tid, da de væsentligste af dets Forhandlinger endnu stode tilbage, paa en Tid, da Opløsningen ikke kunde foregaae uden i vigtige Dele af den offentlige Administration at fremkalde en aldeles lovløs Tilstand, vel ikke kan andet end at benævnes en norsk Sag, saa formenes det ogsaa utvivlsomt, at den kongelige Resolution burde været mødt med kraftig Protest af den Grund, at den norske Regjerings Betænkning ikke var indhentet.
Vil man henskyde sig under den Paastand, at vigtige Hindringer have forbudet saadant, da er det klart, at det paaligger vedkommende Excipient herom at fremføre Beviis, med Hensyn til hvilket jeg da forbeholder mig at anbringe, hvad jeg maatte finde fornødent, idet jeg for Tiden indskrænker mig til at benægte Tilværelsen af deslige Hindringer. Men man gaaer mulig af Veien for dette Beviis ved at paavise en Fortolkning over fornævnte Passus i Grundlovens § 15, som gjør den omhandlede Betænknings Indhentelse overflødig. Paragraphen bestemmer nemlig kun, at i Almindelighed ingen norske Sager maae afgjøres uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhentet, hvilken Regel man muligens vil paastaae efter Udtryksmaaden kun gjælder for sædvanlige og ordinaire Tilfælde, men ikke for Tilfælde af det modsatte Slags Men denne Fortolkning fortjener vistnok ikke Medhold.
Bestemmelsen er nemlig kun en fortsat Tankegang af det umiddelbar foregaaende Passus, hvorefter alle Andragender fra norske Borgere til Kongen først skulle indleveres til den norske Regjering og forsynes med sammes Betænkning forinden de afgjøres, hvilken Bestemmelse det følgende Passus udvider til „norske Sager”, uden Hensyn til om de angaae Andragender fra norske Borgere, eller ikke, og gjør kun udtrykkelig Undtagelse for de Tilfælde, hvor vigtige Hindringer maatte forbyde Saadant. Hvad der ved
