Den kongelige Beslutning frembragte og maatte frembringe i Repræsentationen og hos Folket de smerteligste Følelser over det store Tab, som den paa saa mange Maader bibragte Fædrenelandet ved aldeles pludselig og uforberedt at paabyde Standsning af al den Virksomhed, som rastløs anvendtes i Nationens store Raadsforsamling for at berede Fædrenelandets Fremgang i Lykke og Hæder. Af jo høiere Betydning denne Beslutning var baade med Hensyn til Konge og Fædreneland, jo mere maatte det antages, at enhver kongelig Raadgiver ved denne Leilighed vilde finde sig opfordret til at veie Sagen fra alle Sider, og, uden at stole formeget paa egen Indsigt og Kløgt, søge Veiledning for sin Mening, hvor den var mulig at erholde. Men saaledes har Statsminister Løvenskiold ikke tænkt; thi, uagtet Grundlovens §. 15 byder: „I Almindelighed maa ingen norske Sager afgjøres (hos Kongen under hans Ophold i Sverige) uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhentet, med mindre vigtige Hindringer maatte forbyde saadant,“ har Statsministeren dog ikke fremført nogensomhelst Erindring imod, at denne høist vigtige Sag kom under Behandling, uden at nogen saadan Betænkning var indhentet.
Denne Tilsidesættelse af en ved Grundloven paabuden Form udgjør den første Deel af den Anke, jeg agter at føre over Statsministerens Embedsforhold i denne Sag.
Betydningen og Vigtigheden af denne Grundlovsbestemmelse vil ikke lettelig af Nogen kunne miskjendes I Almindelighed kan det nemlig ikke forudsættes, at de kongelige Raadgivere, som omgive Hs. M. Person i Sverige, kunne være saa fortrolige med de norske Sager, som sammesteds maatte komme til Afgjørelse, saa at det skulde være raadeligt at lade deres Skjæbne afhænge af den Anskuelse, som de, fjern fra de Kilder, hvor alle fornødne Oplysninger skulde hentes, kunne satte. Grundloven har derfor viseligen paabuden hiin Form, der, saavidt vides, altid, med
