bauses over den Jammerlighed, det frembyder; intet Sted nogen stolt og ophøiet Tanke, intet Sted nogen værdig Stræben for at gavne Fædrenelandet, intet Sted nogen ædel Opoffrelse for dette, nogen sand og hjertelig Hengivenhed for sine Medbrødre; overalt forslidte Trivialiteter, en i usle Enkeltheder splittet Kraft, egennyttige Hensigter, Tilsidesættelse af Humanitetens Fordringer, og Lyst til at saare ved at fremsætte Alt i det hæsligste Lys og at indstevne for Publicums Domstol hvad der burde være det private Livs ubeskaarne Helligdom! See vi ikke derfor, at alle Baand mere og mere løsnes, at Hjerterne daglig fjerne sig fra hinanden, at Lovene have tabt deres Anseelse, og at den eneste Lyksalighed, man har Begreb om, er Frihed til at gjøre og lade hvad man vil, Ret til at styre Land og Rige efter eget Tykke, og Fordømmelse af enhver Stræben efter at holde disse Udsvævelser inden Anstændighedens og Klogskabens Grændser? Kan det ventes anderledes, saalænge Raaheden, i Bevidstheden af den Kraft, de idelige uværdige Smigrerier have opvakt hos den, saalænge Umyndigheden, hos hvem man nærer Indbildninger om at den constitutionelle Podeqvist ikke slaaer an i de ældre Stammer, saalænge Mennesker, der intet have at tabe men maaskee noget at vinde ved en Forstyrrelse af de bestaaende Forhold, ikke alene stedes til Orde men endog fast udelukkende raade over vore dyrebareste Anliggender? Det formindsker ikke Ondet, at Fædrenelandet endnu eier Mænd, som handle og dømme anderledes; thi de overdøves af Mængden, og lade sjelden deres Stemme høre af Frygt for de pøbelagtige Anfald enhver den udsættes for, der ei vil sværge til Opinionens Fane. Var Repræsentationen imidlertid bleven uanfægtet af denne Smitte, da havde man dog havt det Haab, at disse Faa kunde være blevne istand til at bringe Nationen til Besindelse, saa at den havde fundet det upassende og uværdigt at vedkjende sig andre Grundsætninger end dem, dens egne udkaarede Mænd udtalte. Men dette Haab skulde ogsaa for en Deel
