gaae tabt; Storthingssalene gjenløde mere og mere af de samme ubændige Raab, der forhen kun vare undslupne den uvidende Hob; de fyldtes mere og mere af det samme Element, der ingen Skranker vilde erkjende, de bleve mere og mere et Hjem for Ukyndighedens og Lidenskabernes lige fordærvelige Planer, og det var forgjæves at Repræsentationens Ypperste anstrængede alle deres Evner for at bekjæmpe disse. Hvad skulde Fædrenelandet kunne vente sig af denne Tingenes Ordens Strømmen voxede med en foruroligende Hurtighed og truede med at bortskylle de sidste svage Levninger af Intelligents og Dannelse. Det var altsaa paa høi Tid at sætte en Dæmning for dens Voldsomhed, at tvinge den tilbage til det Leie, den imod Naturens Villie havde forladt, og at give dens urene Bestanddele Anledning til at luttres og renses igjennem Eftertankens og Selverkjendelsens trange Kanaler. Enhver Normand, som meente det vel med sit Fædreneland, maatte føle sig kraftigen opfordret til at lægge Haand paa dette Værk, inden det herlige Træe, i hvis Lye vi ene kunne vente sand Lykke, bortskylledes af denne Syndflod; enhver fordomsfri og dannet Statens Borger maatte indsee, at Træets Rødder ikke i det uendelige kunde udholde raae og tøilesløse Angreb, og at Træet selv, naar disse først vare beskadigede og berøvede den Jord, der beskyttede dem og gav dem Næring, tilsidst maatte visne og uddøe; enhver Fædrenelandsven maatte betænke, at vi udgjøre et Led i den store Kjæde, og at det saaledes ei stod til os efter eget Tykke at behandle dette saa letsindigen og ufornuftigen, som vi vilde. Allerede vare vi paa Randen af Afgrunden; et ubetænksomt Skridt endnu, og vi vare maaskee styrtede ned uden nogensinde at naae Dagens klare Lys mere. Kun Faa have havt Rolighed og Indsigt nok til at blive denne truende Ulykke vaer. Hs. Majestæt har fra sit ophøiede Standpunkt seet den; hans kongelige Hjerte tilsagde ham at afvende den fra det Land, hvis Frihed han har skabt, og hans Viisdom udfandt Midlet, der ufeilbarligen maa lede
