andre Hensyn for Statsministerens Vedkommende end relativ til de andre kongelige Raadgivere. Actor har saaledes I forgjæves anstrænget sig for at bortraisonnere den Erkjendelse, han forudsaae jeg vilde lægge Vægt paa. For at undgaae Mistydning finder jeg det nødvendigt at tillægge, at Statsminister Løvenskiold ikke anker over at hans Collegaer undgik Tiltale, men at han blot finder det saare beklageligt, at Odelsthinget har kunnet beqvemme sig til at fortolke Grundlovens 15de § paa to forskjellige Maader i een og samme Sag, en Omstændighed, jeg som Defensor finder af meget væsentlig Indflydelse her. Heller ikke vil jeg lade ubemærket, at vore offentlige Blade først meget silde faldt paa den Idee, at beskylde Statsministeren for at have handlet imod bemeldte Paragraph.
2) Det bliver naturligviis Actors Pligt at beviise, at Storthingets Opløsning var stridende imod Statsformen eller øiensynlig skadelig for Riget; kan han ikke det, bortfalder ethvert Spørgsmaal om Anvendelsen af Grundlovens 30te §, uden at det paaligger Statsministeren at documentere Lovligheden, Gavnligheden og Nødvendigheden af Hs. Majestæts Resolution. Førend jeg imidlertid drøfter hvad Actor i dette Punkt støtter sig til, skal jeg give mig den Ære at udvikle de Anskuelser, og anføre de væsentligste Facta, der have bevæget Hs. Excellence til ikke at nedlægge nogensomhelst Protest.
I Begyndelsen af min Deduktion har jeg skildret Dagens Tone, Tendentsen af vort offentlige Liv. Næst at henviise dertil provocerer jeg de høistærværdige Herrer til at kalde deres egen Erfaring til Hjælp for at afgjøre hvilken Dom Maleriet fortjener. Jeg har i den Henseende ingen Frygt for at man vil ansee det som overdrevet. Enhver af os kjender Forskjellen paa de sidste Aars Charakteer og Fortidens; enhver af os er istand til at anstille Sammenligninger og til deraf at uddrage Slutningen. Hvem veed ikke, at Normændenes fra Forfædrene nedarvede
