Statsraaderne Fasting og Holst, hvis Protokollation ikke indeholder et eneste Ord om Nødvendigheden af at indhente den norske Regjerings Betænkning. Hvad der ei var en Brøde hos dem, kan heller ikke blive det hos Statsministeren; alle kgl. Raadgiveres Ansvarlighed hviler paa eet og samme Fundament; hverken Grundloven eller Loven af 7de Juli 1828 gjør i saa Henseende nogen Forskjel paa deres Pligter, og da man jo ikke kan præsumere at Odelsthinget i Udøvelsen af sit offentlige Kald lader sig lede af personlige Hensyn, maa det nødvendigviis antages at det selv har indseet, hvor ubeføiet det vilde være at bygge nogen Action paa Mangel af den her omhandlede Protest Vil man ikke betragte dette som en tydelig Erkjendelse fra Thingets Side, da kom man til et meget værre Resultat, som enhver Ven af Fædreneland og Retfærdighed ikke uden Afskye kan tænke sig. Jeg overlader de Høistærværdige Herrer at vælge imellem disse to eneste Muligheder, og tvivler ikke paa at man i begge Alternativer vil finde tilstrækkelig Anledning til at beskytte min saa haardt fornærmede Part. Vel har Odelsthinget reserveret Tiltale mod Statsraaderne Fasting og Holst; men ligesom denne Reservation jo Intet betyder, da Ret til at anklage dem enten existerer uden en saadan eller ikke, i hvilket sidste Fald Forbeholdenheden intet nytter, saaledes havde Thinget jo fuld Vished om at de ikke mere end Statsministeren havde søgt nogen Grund til Protest i Constitutionens 15de §. At Sidstnævnte antages tillige at have syndet mod § 30, kunde vel ikke ophæve det Brud, alle tre paastodes at have gjort paa § 15, og det synes at være noget nær Vilkaarlighed, naar en Embedsmand slipper for Ansvar fordi han har staaet ved Siden af en anden, der ansees dobbelt saa strafværdig. Skulde Aarsagen til at ovennævnte Statsraader ei tillige bleve satte under Tiltale være den, at man behøvede Tid til at overveie Sagen, da bestyrker dette end mere min Formening om at man har forhastet sig med nærværende Action og ladet sig lede af
