at erhverve sig fuldstændig Underretning derom, og det kan ikke paatvivles, at alle de om Kongens Person værende norske Raadgivere ansee det nødvendigt for sig stedse at have fuldstændig Kundskab om det Vigtige, som her passerer, in specie om alt hvad Repræsentationen foretager sig. Med Undtagelse af de tre Dage, i hvilke Posten gaaer til Stockholm, ville disse følgelig kunne kjende Begivenhederne ligesaa nøie som den norske Regjering, og at bemeldte Tidsforskjel in casu skulde have forandret Forholdene, er hverken rimeligt eller godtgjort. Man behøvede ingen officiel Kundskab om, hvorvidt Arbeidet i Committeerne var skredet fremad; saadant var ingen Hemmelighed; men ligesom de ved Storthingets Opløsning fremlagte, tildeels ufuldendte Indstillinger langtfra ikke angik de vigtigste Gjenstande, saaledes havde Erfaring tilstrækkeligen viist, at det, Hs. Maj. havde at udsætte paa Storthingets Fremgangsmaade, fornemmelig opstod under Sagens Behandling i Thinget selv, og det var derfor at forudsee, at disse Arbeider ingenlunde kunde formindske Betænkelighederne ved at lade Repræsentationen fremdeles være samlet. Anken gik jo desuden ud paa at Storthinget burde have brugt den Tid, det spildte paa evigvarende Debatter om Smaating, til at fremme Arbeidet i Committeerne. Man bedømme forresten dette som man vil, saa er det dog klart, at et Tilfælde som nærværende aldrig kunde gjøre nogen speciel Betænkning fra den norske Regjering nødvendig. Hs. Majestæts Beslutning gik ud paa, at Storthinget strax skulde hæves, og der er intet Spørgsmaal om at de heldige Virkninger, Høistsamme agtede at frembringe, for en stor Deel ventedes at maatte indtræde netop paa Grund af denne pludselige Opløsning, hvilket jeg senere faaer Anledning til yderligere at udvikle. Beskaffenheden af denne Beslutning gjorde altsaa enhver Opsættelse umulig, og det gaaer naturligviis ikke an at betage Kongen noget af den ham overdragne Magt, ved at paalægge denne Indskrænkninger, der ganske vilde ophæve den.
