allerubetydeligste Sag uden først at have indhentet Regjeringens Betænkning, og det forekommer mig virkelig at være en vigtig Hindring for at iagttage dette, naar det vilde blive stridende imod sund Sands at behandle Sagen med saa megen Alvorlighed. Man maa erindre, at de norske Sager almindeligviis ikke forelægges Hs. Majestæt uden igjennem den norske Regjering; dette følger af den foregaaende Passus i § 15. Derfra gjør den næste Sætning: “I Almindelighed maae ingen norske Sager o. s. v.“ en Undtagelse derhen at Sagerne ei nødvendigviis behøve at gaae igjennem Regjeringen, forsaavidt saadant nemlig efter Omstændighederne maatte være umuligt eller hensigtsløst. Enhver Sag, som efter sin Natur opstaaer der hvor Kongen opholder sig uden for Regjeringens Sæde, kan altsaa af Hs. Maj. afgjøres uden at Regjeringens Betænkning indhentes; dette er den eneste fornuftige Mening man kan faae ud af hiin Grundlovbestemmelse; thi at nægte Kongen Ret til at fatte Beslutninger om Tilfælde, der ei kunne være gaaede igjennem den norske Regjering, vilde være ligesaa urimeligt, som at tilintetgjøre Kongens Magt ved at indskrænke denne til en saadan Betingelse. Da nu den Afdeling af Statsraadet, der bestandig omgiver Kongens Person, ikke kan have den Bestemmelse at afgive Betænkning over den samlede Regjerings Indstillinger, men fornemmelig er tilforordnet for at meddele Hs. Maj. Raad og Veiledning i de Sager, der ikke have været forelagte Regjeringen, saa maa det være tilstrækkeligt, at Høistsamme har hørt hiin Afdelings Formening om dem. At de i Stockholm tilstedeværende Kongelige Raadgivere ikke skulle have havt saa tilstrækkelig Kundskab om Forholdene her, som den norske Regjering, er en ubeviist og ugrundet Paastand. Communicationen imellem begge Rigers Hovedstæder er af den Beskaffenhed, at man i Stockholm med Hurtighed og Lethed kan skaffe sig Adgang til at følge Dagens Begivenheder i Christiania. Statsraaderne Fastings og Holsts underdanigste Foredrag den 2den Juli viiser, at de have vidst
