maa saaledes paa det alvorligste protestere imod at Rigsretten undersøger eller paakjender, om Hans Majestæt har havt Føie til at anvende sit grundlovmæssige Prærogativ; og jeg forventer underdanig, at Statsminister Løvenskjold, som en ligefrem Følge heraf, frifindes for Odelsthingets Tiltale.
Men selv uden Hensyn til denne aldeles afgjørende Omstændighed maa man nødvendigviis komme til det samme Resultat, hvilket skal blive Gjenstanden for min subsidiaire Undersøgelse Hvad der lægges Statsminister Løvenskiold til Last er, at han ikke har gjort Kongen opmærksom paa Nødvendigheden af at indhente den norske Regjerings Betænkning inden Beslutningen af 2den Juli fattedes, og paa det mod Statsformen Stridende samt for Riget øiensynlig Skadelige, denne indeholdt I alle Henseender er Beskyldningen imidlertid aabenbar ugrundet naar Følgende tages i Betragtning:
1) Selve Ordene i Grundlovens 15de § medføre, at Regelen om Indhentelse af den norske Regjerings Betænkning ikke er ubetinget og ufravigelig; det hedder nemlig: “I Almindelighed maa ingen norske Sager afgjøres uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhentet.“ Dette er saaledes blot ordinarium, hvorfra dog Undtagelser kunne skee. At betragte de følgende Ord: “med mindre vigtige Hindringer maatte forbyde Saadant,“ som den eneste lovlige Grund til at undlade det paabudne Skridt, gaaer ikke an! da Udtrykket “I Almindelighed“ derved ingen Betydning fik. Man kan derfor ikke forstaae den sidste Passus i ovennævnte Sætning af § 15 anderledes end som et Exempel paa de Tilfælde, hvor Regjeringens Betænkning ikke behøves, med mindre man under Udtrykket “vigtige Hindringer“ tillige vil indbefatte saadanne, som den særegne Sags Beskaffenhed medfører; dertil synes der at være saameget bedre Føie, som det dog ikke kan supponeres at være Grundlovens Mening at Kongen ikke maatte afgjøre den
