i andre Henseender have afstedkommet megen Skade, vide vi Alle, uden at Spørgsmaal nogensinde er opstaaet om Ansvar for de Repræsentanter, der have været Aarsag dertil. I det Hele taget lader det sig ikke nægte, at mange og væsentlige Misgreb ere begaaede af vore Nationalforsamlinger, baade saadanne, der involvere en aabenbar Tilsidesættelse af Grundlovens Bud, og saadanne, der have været øiensynlig skadelige for Riget; men der gives ikke Spor af at man har tænkt sig det muligt, at heri kunde ligge nogen retlig Grund til at foranstalte Vedkommendes Handlinger lovligen undersøgte. Det maa ogsaa frappere, at flere hundrede Borgere have havt Sæde paa Storthinget uden at der nogensinde har været Tale om at drage en eneste af dem til Ansvar for hans offentlige Færd, medens der blandt det forholdsmæssig ringe Antal af Kongens Raadgivere fast ikke findes Nogen uden at han deels har været truet med Rigsret, deels virkelig tiltalt for en saadan. Jeg formoder man vil være enig med mig i at denne mærkelige Forskjel ingenlunde beviser at disse sidste have lagt mindre Fædrenelandssind og Duelighed for Dagen end hine, men derimod at Grunden hertil maa være deels en Anerkjendelse af at Thingets controllerende Myndighed altid kan gjøre sig gjældende uden Ansvar for dets Medlemmer, deels en misforstaaet Opfatten af de kongelige Raadgiveres Stilling til Staten. Har man da ikke Ret til at beklage sig over at Repræsentanterne fortolke Grundloven paa to Maader, alteftersom det gjælder dem selv eller Regjeringens og maa man ikke derfor saameget mere formode, at Domstolene ville vise fuldkommen Upartiskheds Hos et saa ophøiet Tribunal som Rigsretten kan denne Egenskab mindst tænkes borte, og naar Talen er om at kjøle overspændte Ideer, eller at viise en misforstaaet Friheds tøilesløse Opbrusninger indenfor de constitutionelle Skranker, sætter Nationen og den Anklagede sikkert ikke forgjæves deres Tillid til dens Retfærdighed og Selvstændighed. Jeg
