at Statsraadet ligesaavel bør protestere, naar Hs. Majestæt anvender Grundlovens 80de § til præsumtiv Skade for Riget, som naar Høistsamme udøver de i § 20, 21, 26 m. fl. omhandlede kongelige Prærogativer paa en saadan Maade, er altsaa grundfalsk og ene støttet til den urigtige Forudsætning, at Kongens Myndighed i alle Tilfælde har en og samme Hensigt, en og samme Udstrækning og Betydning. Ogsaa her har man gjort sig skyldig i den samme Inconseqvence, som jeg oftere har havt Anledning til at fremhæve. Repræsentationen har nemlig ikke forsømt at betragte dens egen controllerende Myndighed ophøiet over enhver Indskrænkning og fritaget for enhver Undersøgelse om det Gavnlige eller Skadelige, det Retfærdige eller Uretfærdige i dens Anvendelse. Ofte har der paa Storthinget selv været stridt meget alvorligt om Hensigtsmæssigheden af den sparsomme Maade, paa hvilken Thinget udøver sin Bevilgningsret, og in publico har der været yttret høie og lydelige Misbilligelser af dette System, der troer at Landets Interesse ene ligger i de færrest mulige Udgifter; men endskjøndt det saaledes baade inden- og udenfor National-Repræsentationen har været erkjendt, at Pluralitetens Beslutninger mange Gange maatte ansees skadelige for Riget, er det dog endnu ikke faldet Nogen ind, endog blot at opvække Motion om de Individers Ansvarlighedspligt, der saaledes havde bevirket et urigtigt og uheldigt Resultat Det er endvidere bekjendt, at vægtige Stemmer baade i og udenfor Repræsentationen paa det alvorligste have ivret imod det uformelige og uconstitutionelle i Protokol-Committeernes Indstillinger om og Odelsthingets Vedtagelse af at en kongelig Raadgiver skulde tilkjendegives Thingets Mishag med hans Embedsførelse, skjøndt lovformelig Tiltale fandtes uanvendelig; men at sætte nogen under Action for saadanne Raad og Beslutninger, derom har der heller ikke været Tale. Hvorledes Statscassen er bleven bebyrdet med betydelige Udgifter i Anledning af ubeføiede Rigsretssager, der tillige
